Windows Vista II
IT Revisor fungerer på Windows Vista - meen vi har fundet en enkelt fejl! Sådan set er det nu allerede længe siden vi fandt fejlen. Den har konsekvenser i Intern Planlægning med kapacitetsdisponering - en funktion i IT Revisor, som kun få af vore kunder endnu er nået til at bruge. Og den forekommer tilsyneladende kun når man benytter 2007 versionen af Microsoft Office Excel sammen med Windows Vista.

Når man en sjælden gang finder en rigtig fejl i Microsofts programmer, tror man naturligvis ikke, det kan være sandt. Man må have taget fejl.
Det tror Microsoft også, og det kan jeg godt forstå, for de bliver givetvis oversvømmet af meldinger, der i virkeligheden handler om simple brugerfejl.

Focus IT har nu i 2 år været 'certificeret partner', og det mener vi giver os mange fordele som softwarehus. Som del af denne aftale betaler vi også for retten til i konkrete nødsituationer, at få hjælp til løsning af et problem.
Denne ret har vi ikke før haft brug for, og vi har i øvrigt ikke tidligere nogensinde prøvet at bede om Microsofts hjælp.

Vores henvendelse om problemet 'nåede igennem formaliteterne' efter 30 dage, men blev derefter afvist, med henvisning til at en del af problem¬beskrivelsen omfattede et stykke programkode, der ikke var udviklet i Microsofts egne værktøjer (selvom fejlen tydeligt ikke havde årsag heri).
Man anbefalede os at søge hjælp hos en anden Microsoft partner.
Den anden Microsoft partner (den dygtigste i Danmark, som er 'af Guld') opgav hurtigt. De erklærede, at de ikke havde den fornødne ekspertise.

Så omprogrammerede vi det famøse stykke programkode i Microsofts egen C++, og beviste at problemet stadig er ganske det samme. Dette har vi naturligvis straks kommunikeret til Microsoft, i håbet om at de så alligevel vil se på sagen. (En uge senere en gang til, fordi vi ikke fik svar - vi sendte nok til en forkert kontaktadresse hos dem (nu har vi så ringet til dem og spurgt hvorfor de ikke svarede)).

Der er nu gået 3 måneder siden vi første gang konstaterede fejlen, og vi kan naturligvis ikke blive ved med at anbefale vores kunder at vente med at anskaffe Windows Vista.

...

Nu ser verden efter yderligere tre dage HELT anderledes ud!

Vi har fået den direkte kontakt til en ophøjet (de kalder det selv 'elevated') software engineer hos Microsoft i USA. Pludselig har man en professionel mail korrespondance med en venlig person, der virkelig ved hvad han taler om, og som helt tydeligt er der for at hjælpe, og som oven i købet beklager de unødvendige trængsler vi forudgående er blevet udsat for.
Efter tre dages 'samtale' er problemet løst.

Egentlig var det ikke en FEJL i Windows Vista, men snarere ET SIKKERHEDSHUL som altid har været der i Windows, og som de nu har lukket. Man kan diskutere om dette var berettiget, og om det burde have været klart dokumenteret, men for os var det bare afgørende at finde en løsning. Og med Microsofts hjælp fandt vi den.

Hvad gør Focus IT?
Det kunne jo forekomme igen, at vi får brug for hjælp, og derfor tilstræber vi nu at opnå en mere effektiv fremtidig kontakt til Microsoft (Som sagt: Vi havde aldrig før prøvet at bede Microsoft om hjælp).