Oplevelser med OpenOffice.org 2.1 i januar 2007
Efter flere positive oplevelser, først med installation af programmet og derpå med lidt 'følen på tænderne', er det nu blevet lidt mere alvorligt

Jeg skriver denne tekst med OpenOffice.org, som er et imponerende og helt gratis alternativ til Microsofts Office program. Oven i 'købet' på dansk.

Der er tekstbehandling (Writer), regneark (Calc) og meget andet.
Der er tilsyneladende n æ s t e n ikke noget, der mangler ...
Der er flere gode faciliteter, som man ikke får i Microsofts Office.

Det forekommer helt ufatteligt, at så meget udviklingsarbejde (og det gælder både programmet OG de mange informationer på hjemmesiden - mest på engelsk) kan foræres væk? Der må da være 'noget, der stikker under'?
...

Der er nu gået nogle dage, og jeg fortsætter skrivningen i Word. Og hvorfor så det?

• Alle de andre bruger Word og de kan ikke bruge en .odt fil til noget, når jeg sender den, og selvom OpenOffice kan lave .doc filer, er der for mange situationer, hvor resultatet ikke ser ud, som det skal
• Jeg er ikke en avanceret bruger af tekstbehandling, og alligevel løb jeg ret hurtigt ind i flere irriterende småting ved klipning og klistring og tekstredigering, som må kaldes fejl
• Efter at have undersøgt mulighederne for programstyring af OpenOffice konstaterer jeg, at jeg ikke finder de samme muligheder som i Word (hvor vi styrer Word som OLE Server fra vores program)

Lige nu må jeg konkludere, at OpenOffice.org er det indlysende valg til privat brug/småanvendelse, fordi det ikke koster noget. Seriøs forretningsmæssig brug kan derimod snart afføde et behov for selv, eller gennem betalt konsulentassistance, at deltage i den bagvedliggende open source udvikling (hvis man f.eks. vil have fejl rettet).

Hvad gør Focus IT?
Vi fortsætter undersøgelserne og følger udviklingen. Det kan ikke afvises, at vi på et tidspunkt vil tage produktet op.