Hvordan undgår vi at komme for langt frem i skoene?
Siden tidernes morgen har kampen stået mellem det gode og det onde, mellem religionen og den frie tanke, mellem kapitalismen og kommunismen, mellem standardisering og individualitet, mellem Microsoft og Open Source

Det eneste sikre er heldigvis, at der aldrig bliver en entydig vinder. Men kampens hede skaber bølger at ride på.
Netop i IT branchen, der jo som alle ved er befolket af nørder, har det altid været særligt let og fristende at lade sig gribe af en bølge, og forfølge en spændende tangent med skyklapper på.

I gamle dage hed det EDB.
Enkelte gamle kan huske den allerførste 'Mikrocomputer Messe' i Bella Center.
Jeg var der selv som udstiller sammen med min gamle ven Bjørn, og i frokostpausen gik vi sammen rundt og snusede hos de andre udstillere.

Det var Bjørn, der sagde:

Det er en osteklokke.
Næsten alle dem vi møder er mikrocomputer folk som vi selv, og vi vrimler rundt blandt hinanden og ser alle de fantastiske ting, som vi så også er nødt til at udvikle.
Og udenfor osteklokken står kunderne og undrer sig over al den uforståelige aktivitet derinde.

Siden dengang er osteklokken blevet globaliseret. Nye generationer er kommet til og har givet deres bidrag i form af et utal af akronymer, for hvis vi ikke hele tiden sætter nye navne på gamle og velkendte ting, så mister de deres værdi. Branchen har fået sine egne medier og spalteplads i alle de etablerede medier og et helt Internet at boltre sig på. Nu har det længe heddet IT og omfatter minsandten emner som telefoni og russisk pengehvidvaskning.
Men der er da også kommet nye generationer af kunder til, som ikke længere er helt så berøringsangste over for osten.

Hvad gør Focus IT?
Vi lytter til vores revisorkunder, men vi lytter kritisk, for revisorer kan også sagtens 'komme for langt frem i skoene'.
Vi følger udviklingen, især fra Microsoft og vore konkurrenter (naturligvis).
Vi følger også Open Source udviklingen.
Vi udvælger og prioriterer løbende til vores produktudvikling, og da vi har mere end 150 mandeårs revisorrelevant systemerfaring i vort hus, tror vi på, at vi kan forvalte de ressourcer vores kunder giver os på bedste måde.