Hvordan får vi vores 'ældste' kunder frem i skoene?
Vi er på ingen måde alene om problemet - enhver softwarevirksomhed med år på bagen har problemet - også Bill Gates har problemet

I 1989 fik vores kunder Danmarks bedste revisorsystem, SD Revisor til DOS.
I 1999 lancerede vi Danmarks bedste revisorsystem, IT Revisor for Windows, og det har vi nu videreudviklet og vedligeholdt i 8 år.

Vi har stadig et antal 'gamle' kunder, der ikke har skiftet til IT Revisor, og de argumenter vi hører er f. eks.:

• Det gamle DOS program kører meget hurtigere
(... også på min 12 år gamle PC med Windows 95)
• I har ændret i funktionstasternes betydning, så det er svært at lære
(... ja, jeg kan da godt se, at der er mange flere muligheder i det nye)
• Man skal bruge en mus og det kan min medarbejder ikke lide
(... ok, så er der måske kun ca. 5 steder hvor det virkelig er helt nødvendigt)
• Det gamle DOS program kan alt det, jeg skal bruge
(...jeg gør nemlig som jeg gjorde for 12 år siden, for det vil mine kunder have)
• Det nye program kan slet ikke køre på min 12 år gamle PC
(... og jeg mener edb udstyr skal kunne bruges til det brænder sammen)
• Jeg vil ikke have noget, der skal bruge Internettet
(... for det får man virus af og det vil få min medarbejder til at pjatte tiden væk)
• Jeg går på pension til næste år, så det er for sent at lære nyt!
(... !)

Det sidste argument er jo slet ikke til at skyde igennem, selvom han sagde det samme sidste år og året før.

Hvad gør Focus IT?
Vi er ikke for langt fremme i skoene til at blive ved med at supportere de gamle løsninger, men naturligvis vil det blive problematisk om 20 år, hvor alle de, der kendte det gamle program er gået på pension.
Ellers må vi bare blive ved (ligesom Bill Gates) med at udvikle og forbedre på IT Revisor, indtil også den sidste 'gamle' kunde ser tilstrækkelige fordele i at konvertere.