8. maj 2007
XBRL, OIOXML m.v.
Vi har indledt et samarbejde med *Skat om elektronisk dataudveksling
To af *Skats IT projekter med kælenavnene B2B og A2A blev for
nyligt beskrevet under et møde med *Skat her hos os.
Vi fik et klart indtryk af et professionelt projektarbejde, nogle
realistiske tidsplaner og en meget pragmatisk holdning til
samarbejde med eksterne IT leverandører.
For begge projekter er en sikker og smidig mekanik omkring
revisors dataadgang på kundens vegne et vigtigt focuspunkt for
*Skat, og alt tyder på, at man her vil implementere fornuftige
praktiske løsninger.
B2B
Handler om elektronisk indsendelse af momsangivelser (og angivelser
vedrørende spilleautomater).
Her forventer *Skat at kunne give os detaljeret systembeskrivelse,
herunder OIOXML definition af dataudvekslingen, inden for få
måneder. Løsningen forventes 'beta' driftsklar inden udgangen af
dette år.
A2A
Dette projekt er større og mere kompliceret, bl.a. fordi det vil
blive udviklet i snævert samarbejde med Erhvervs- og
Selskabsstyrelsen, og være baseret på samme XBRL standard for
dataudvekslingen, som tilfældet er for selskabsregnskaber.
Projektet omfatter den elektroniske udveksling af S10, R75 og
årsopgørelser for personligt erhvervsdrivende, og den for *Skat
tungeste del af udviklingen vil her være definitionen af de
tilhørende XBRL taksonomier.
*Skats forventning er her en 'beta' løsning i begyndelsen af
2008.
Hvad gør Focus IT?
Vi påregner at indbygge funktionalitet i IT Revisor til
automatisering af den elektroniske dataudveksling for begge de
beskrevne projekter.
Specielt for A2A projektet vil Focus IT kunne tilbyde aktiv
deltagelse og rådgivning i forbindelse med udviklingen af *Skats
taksonomier.
I øvrigt taler vi for (over for *Skat) at få frigivet et
tilsvarende automatisk interface til deres eksisterende
web-baserede skatteberegningsprogram.
Formentlig vil B2B projektet være driftsklart længe før A2A
projektet, og dermed give os en udmærket mulighed for at
gennemprøve selve mekanikken i den elektroniske forsendelse,
herunder revisors dataadgang på kunders vegne, på en lille og
enkelt løsning.
|