26. april 2007
Windows Vista
Undersøgelse af vores kompatibilitet med Windows Vista. Nu er Windows Vista på dansk kommet på gaden, og næste gang vores kunder køber nye Pc'ere, risikerer de at få den med hjem...
Vi har naturligvis haft Vista (på engelsk) i et stykke tid, og
for længst konstateret, at alle væsentlige funktioner i IT Revisor
og IT Business kan køre på Windows Vista.
Den sidste grundige afprøvning faldt i min lod, og som kompensation
måtte jeg få en ny bærbar ('power-baby'), hvor alting står med
meget små bogstaver - som kun unge mennesker kan læse.
En Vista Ultimate og 2007 Office System blev installeret på min nye
PC.
Sammenligning med Windows XP:
• Der er gjort meget ud af kosmetik og nye
skærmlayouts.
Sådan set er jeg nærmest ligeglad. Det siger mig ikke så meget, for
jeg er mest til noget, der bare skal virke hurtigt og
effektivt.
Én ting var jeg nødt til hurtigt at ændre: Det nye 'gennemsigtige'
look gjorde det for vanskeligt at se, hvor den ene skærmdialog
begyndte, og hvor den anden sluttede.
Jeg noterer mig desuden, at der bliver flere og flere dialoger til
besvarelse af diverse Microsoft spørgsmål, af hvilke mange slet
ikke er forståelige, og at hjælpen i mange af disse (især Wizard)
dialoger er ganske langt væk (F1 giver ikke hjælp og '?'-tegnet er
ikke i titel bjælken).
• Der er meget store forandringer for så vidt angår
'sikkerhed'.
Helt overordnet er det ikke længere muligt at køre på sin
egen PC med et bruger login, der giver tilladelser til at køre, som
man selv vil på sin egen PC! Det finder jeg personligt aldeles
utåleligt.
Hertil kommer at stort set enhver funktion man starter, nu indledes
af Vistas spørgsmål om det nu var dig, der startede denne funktion,
og om du er sikker på, at du vil udføre den, og om du har tillid
til programudbyderen, og ingen af svarene vil den huske til næste
gang.
Sidst - men ikke mindst - løber man ustandselig ind i begrænsninger
i de tilladelser, man har som bruger, uagtet man fra starten
oprettede sig som medlem af Administratorer. Nogle steder kan man
så gennem flere lag af ovennævnte sikkerhedsdialoger få muligheden
for at ændre sine egne tilladelser, mens man andre steder er
tvunget til at logge ind som Administrator (der for resten ikke
kan/må køre programmer), for møjsommeligt at udbedre sine egne
manglende tilladelser.
Det er min overbevisning, at alt dette (for den professionelle
bruger) stort set ikke bidrager til nogen sikkerhed, men
udelukkende bevirker irritation og ikke sjældent egentligt
raseri.
• Der er programmer eller funktioner, der bare ikke kan
køre.
Og andre bliver varslet en snarlig død, når virtualisering
afskaffes.
I vores forretning benytter vi også adskillige hjælpeprogrammer,
der ikke er udviklet af Microsoft, og som i nogle tilfælde er 5-6
år gamle. Det gør de fleste af vores kunder sikkert også. Det
gælder forresten også for lidt ældre udgaver af Microsofts egne
Office programmer.
Mange af disse programmer kan kun fungere delvist på Vista, og
enkelte slet ikke, og man kan bruge kolossalt megen tid på at ændre
tilladelser og installationer, før noget overhovedet fungerer igen.
Og man skal foretage helt vildt møjsommelige (og - har man indtryk
af - næsten ulovlige) indgreb, hvis man vil have et ældre programs
on-line hjælp til at virke (PS: Microsoft har netop nu frigivet en
opdatering til Vista, til løsning af dette problem).
Min konklusion:
Den ellers nydelige kosmetik dækker over en sikkerheds-spændetrøje,
der for den professionelle bruger må virke voldsomt irriterende og
meget tidsrøvende.
Efter min mening har den professionelle bruger større nytte af
Windows XP Professionel.
Vores kompatibilitet:
I IT Revisor og IT Business har der været enkelte
kompatibilitetsproblemer, som alle havde årsag i de mange nye
'sikkerhedskoncepter' i Windows Vista.
I hovedsagen har løsningen på disse problemer blot været at anvise
de bedste metoder til installation af programmet og
databasesystemet på Windows Vista.
Vores direkte integration til Office programmerne (især Excel og
Word) har dog krævet en mindre programrettelse og har i øvrigt
efterladt et lille kosmetisk problem som uløseligt.
Hvad gør Focus IT?
Vi har allerede valgt at basere vores systemer på en
effektiv og moderne database, der vedligeholdes og videreudvikles
af en seriøs udbyder.
Over de kommende år omlægger vi vores udvikling til primært at
benytte Microsofts udviklingsværktøjer, dels fordi de simpelthen
efterhånden er langt de bedste, men også fordi man uundgåeligt må
få en mistanke om at Windows Vistas 'sikkerhedskoncepter' måske
tilsigter at gøre anvendelsen af andre værktøjer så vanskelig som
muligt.
Endelig følger vi med skærpet opmærksomhed Microsofts udvikling af
den allerede annoncerede afløser for Windows Vista.
|